[Pressemeddelelse – 24. april 2024]
TimePlan Software i Aalborg har netop indgået aftale med det lokale Galerie Wolfsen om at leje 40 kunstværker til virksomhedens hovedkontor. Kunsten skal give medarbejderne større arbejdsglæde og inspirere til nye softwareløsninger til gavn for TimePlans kunder.
”Vores kunder lejer software af os. Derfor kan vi godt lide tanken om at leje kunst til gavn for vores medarbejdere, så vi udvider deres kreative horisont og skaber innovative løsninger for vores kunder.”
Sådan lyder det fra Rex A. Clausager, CEO hos TimePlan Software i Aalborg.
Han har netop stået i spidsen for ferniseringen af projektet ”CreativeHorizons@TimePlan”, hvor virksomhedens 45 medarbejdere i Aalborg nu kan nyde 40 kunstværker fordelt på kontorer og gangarealer.
Fleksibel leje af kunst
Til ferniseringen i midten af april tog Kent Wolfsen, indehaver af Galerie Wolfsen i Aalborg, medarbejderne med rundt på en ”artwalk” i TimePlan Softwares lokaler. Her fortalte han om værkerne på væggene og kunstnerne bag. Udover medarbejderne var også ægtefæller og familiemedlemmer inviteret.
”At leje kunst er en fleksibel, overkommelig måde at få fine værker ud på væggene, som giver medarbejderne inspiration og en ny dimension i livet. Vores kunstnere har et budskab, som er med til at berige verden. Ved at komme ud i virksomheder som jeres, bliver budskabet vist frem, og når I har kunder og kollegaer i huset, skaber værkerne en dialog og en forbindelse mellem mennesker,” sagde Kent Wolfsen.
Værkerne hos TimePlan Software hænger i 12 måneder ad gangen. De er skabt af danske og internationale kunstnere som Peter Skovgaard, Ole Ahlberg, Hans Henrik Fisher, Frank Hollywood, Leif Sylvester, Tine Helleshøj, Morten Lassen, med flere.
At åbne sig mod det nye
Til ferniseringen fremhævede Rex A. Clausager, at flere undersøgelser viser, at kunst er med til at skabe trivsel på arbejdspladsen i form af et lavere stressniveau og øget medarbejdertilfredshed.
”Kunst handler om at åbne sig mod det nye. At kigge fremad, ud, stort og bredt. De kunstnere, Wolfsen har valgt til os, går forrest og tænker i nye baner. Det gør vores medarbejdere også, når de udvikler TimePlan. Jeg håber, at kunsten kan sparke til os og samtidig give os ro til fordybelse mellem opkald fra kunder eller udviklingen af en ny feature,” sagde Rex A. Clausager.
Han understregede, at titlen ”CreativeHorizons@TimePlan” antyder en stræben efter vækst og udvikling både for den enkelte kollega og for virksomheden som helhed. I 2022 blev TimePlan Software opkøbt af Main Capital Partners og har for nyligt fusioneret med norske Timegrip og danske TimeMap.
En kunstaften med familien
Til efteråret planlægger TimePlan Software en kunstaften, hvor medarbejdere og deres familie bliver inviteret ind hos Galerie Wolfsen i Aalborg til vin, kunst og kreative samtaler. I foråret 2025 bliver de 40 værker hos TimePlan Software efter planen skiftet ud med nye værker. Her har både virksomhed og medarbejdere mulighed for at erhverve sig et eller flere billeder, de eventuelt har forelsket sig i.
Kent Wolfsen har drevet Galerie Wolfsen i 35 år og er anerkendt i ind- og udland som en garvet gallerist og kunstformidler. TimePlan Software har i snart 30 år leveret workforce management-løsninger til førende detail- og servicevirksomheder i 28 lande.